Sydamerika - søndag den 05. februar 2012

Colca Canyon

Tilbage

Vi stod op til en mild men lidt grå dag. Dagens program var spændende, så vejret skulle gerne arte sig. Vi skulle nemlig en tur ind i Colca Canyon, en kløft, der var meget tæt på at være verdens dybeste.

Vi stod op kl. 5 og jeg tog et hurtigt, inden vi pakkede vores lille rygsæk og gik på jagt efter norgenmaden. Et kvarter over 6 var der afgang fra hotellet og op i bjergene, hvor det hurtigt blev klar vejr med fine hvide skyer og højt sol. Det helt perfekte vejr for at tage gode billeder!

Men inden vi nåede kløften og det fine vejr, gjorde vi et stop i et par små landsbyer. I den første dansede 4 drenge rundt i dametøj.

Så kørte vi yderligere i ca. en halv time, hvorefter vi nåede til et udsigtspunkt, hvor der var et enstående vue ned i dalen med Colca floden i bunden. Det var tydeligt, at floden gravede sig ned gennem kløften. Flere steder løb floden i en dyb kløft i selve Colca kløften.

Da vi havde fotograferet os varme, fortsatte vi turen, mens Victor lystigt fortalte om kløften og en af de ting, som kløften er kendt for. Om morgenen stiger kondorer til vejrs og glider rundt i kløften i deres jagt efter varme opdriftvinde. Victor fortalte, at kondorerne kunne stige højt til vejrs og flyve mange hundrede kilometer væk, for at finde føde. De vendte dog altid tilbage til Colca kløften.

I den anden by fortalte Victor, at hele byen var blevet jævnet med jorden i 1991 ved et jordskælv. Selv kirken var næsten væk men det hele var blevet genopbygget med hjælp fra bl.a. regeringen. Det havde sikkert hjulpet på sagen, at præsidenten havde aflagt den ødelagte by et besøg.

Vi kørte et stykke tid og pludselig standsede bussen, for den første kondor havde vist sig. Folk væltede ud mens jeg bandede og lynede, for mit kamera var løbet tør for både strøm og plads.

Der dukkede hurtigt flere kondorer op og de svævede rundt om os både nedenfor og oppefra. De kom faktisk så tæt på, at jeg kunne se deres hoveder og de så lige så nysgerrige ud, som os på jorden.

Jeg kunne se, at der foran os var et udsigtspunkt, hvor man kunne kigge ned i kløften og der jagtede jeg ned i skarpt trav med en masse andre folk fra et par andre busser, som også var stoppet, for at se på de store fugle.

Udsigten var simpelthen fænomenal. Det var svært at koncentrere sig om både at fotografere den enestående udsigt ned i kløften og samtidig holde øje med de majestætiske fugle, der svævede omkring os. Flere gange var der både 3 og 4 fugle i luften lige over os. Jeg glemte næsten tid og sted og til sidst var vores guide nede, for at hente mig. Det viste sig, at jeg var den eneste fra bussen, der var gået ned på udsigtspladsen. Victor havde sikkert bedt dem blive ved bilen, for han ville gerne køre os et stykke længere ind i kløften, hvor der skulle være en mere fantastisk udsigt og mulighed for at se kondorer.

Vi fortsatte og efter en lille halv times køretur, nåede vi udsigtspunktet, hvor kløften er dybest. Mere end 4.000 meter dyb og dobbelt så dyb som Gran Canyon i staterne. Ja, der er nogen ting, hvor amerikanerne ikke helt kan være med, når det gælder størrelse :D)

Udsigten var lige så bjergtagende, som ved det første udsigtspunkt. Det var simpelthen helt vildt og jeg måtte have de store gloser frem, som jeg har haft flere gange på denne tur. Men kondorerne var ikke helt så flittige her, som de havde været tidligere. De var sikkert stået op nu og var på vej ud, for at finde føde. Det lykkedes dog at fange en ung kondor nede i kløften under os. Fantastisk syn.

Efter en god halv times pause, var det tid at køre tilbage mod Chivay. Undervejs gjorde vi stop flere gange, for at nyde udsigten ned i kløften. Vejret havde artet sig perfekt. Det kunne simpelthen ikke være bedre og hele bussen fortsatte retur i opløftet stemning. Man kan sige, at vi blev rystet sammen på flere måder. For det var en meget ujævn grusvej, vi kørte på. Mest slem var det nok for os på bagsædet. Jeg havde helt ondt i maven af den ujævne tur. Vores guide Victor måtte erkende, at vi havde været meget heldige med vejret og at se så mange kondorer på en gang i luften, det havde han vist ikke selv oplevet før. Så følte vi os særligt privilegerede.

Min mave afholdt mig ikke fra at gå ombord i frokosten, som Victor og chaufføren havde indladt os på - samme sted, som dagen i forvejen. Men denne gang var frokosten ikke inklusiv, så vi måtte ryste op med 20 soles (ca. 45 kr.) hver. Visa kortet er meget udbredt i Peru men på denne restaurant tog de kun Mastercard, så det måtte jeg have i brug. Vi skulle gerne spare lidt på vores dollars.

Victor havde fortalt, at vi efter frokosten skulle hente vores store rygsække, der var blevet afleveret på firmaets kontor i Chivay. Her ventede vores guide Susanne fra dagen i forvejen. Trods det danskklingende navn, var hun ægte peruvianer af udseende, så navnet var nok snarere Suzanne. Hun var meget ked af missæren med vores rygsække, men det klarede vi nok, sagde vi.

Vi havde taget afsked med en enkelt passager oppe i Colca kløften. Hun skulle trekke derfra og jeg tænte, at hun havde de bedste forudsætninger med vejret til at få en vild flot oplevelse.

I Chivay sagde vi også farvel til et par, der skulle til Puno. Det gav lidt mere friplads i bussen og det udnyttede Marie og jeg til at brede os lidt.

Så gik det ud af Chivay og ganske overraskende skulle vi samme vej ud, som vi var kommet ind. Vi kørte op i bjergene og hen over en højslette, som vi havde kørt den modsatte vej dagen før. Det gik først op for os, da vi nåede til et stort hus, som vi kunne genkende, midt på højsletten.

Vi gjorde et stop efter en god times kørsel ved samme sted, som vi havde skiftet bil dagen før. Så begyndte jeg bedre at forstå, at de andre passagerer sagde, at de var kommet fra Arequipa dagen i forvejen.

Straks efter rastepladsen drejede vi fra vejen til Puno og kørte dermed på ny og ukendt vej for Marie og jeg - men for kendt vej for resten af passagererne.

Jeg forsøgte at skrive dagbog, samtidig med, at jeg holdt mig godt orienteret om naturen og vejen udenfor. Det var let at koncentrere sig om dagbogen, for vi kørte længe i gråvejr. Sikkert fordi skyerne hang om ørene på os. Men det var også svært, for vejen var meget ujævn og den slog mange sving, så computeren skulle konstant balanceres med benene, for ikke at glide til en af siderne.

Vi nåede til Arequipa, der i første omgang lignede en trøstesløs, kedelig by. Forstæderne til byen gav absolut ikke indtryk af, at det skulle være en smuk by. Det hele var kedeligt, gråt og halvfærdigt.

Første hotel for aflæsning var vores Casa Andina Classic og Victor hjalp os igennem indtjekningen, så han var sikker på, at vi var godt afsat. Igen var der styr på tingene. Vi sagde pænt farvel til ham og chaufføren og gik op på værelset.

Her slappede vi lidt af og læste lidt om Arequipa, inden vi begav os mod byens centrale plads. Det var så småt ved at blive mørkt og vi kunne godt spise lidt. Det tog ca. et kvarter at nå ned til pladsen, hvor der var rigtig mange mennesker overalt. Vi gættede på, at der måske skulle ske noget, i forbindelse med den festival, som vi bl.a. havde oplevet i Puno og på Armantani øen. Men der var ikke optræk til noget, så vi udvalgte os en restaurant, hvor vi kunne sidde på 1. sal og kigge ud over pladsen, mens vi spiste.

Jeg samlede mod til mig og bestilte hamster (cuy på peruviansk). Marie var mere en kylling og bestilte hvidløgsrejer. Hendes mad smagte bedre end mit. Hamsteren kan bedst beskrives som en grillkylling med skind og ingen kød. Det jeg spiste, smagte grangiveligt som kylling. Jeg fik vist moslet så meget med kræet uden at spise ret meget, for tjeneren kom hen, for at spørge, om der var noget galt med maden :D)

Vel mætte (trods alt), gik vi en tur rundt på torvet. Det var blevet mørkt men der var stadig mange mennesker overalt. Vi fandt en kirke i det ene hjørne af pladsen, hvor der var en gudstjeneste i gang. Vi kiggede indenfor og da præsten havde messet i ca. 10 minutter og vi var blevet 2 soles lettere, tøffede vi hjem.

Det var ikke særlig sent og vi var for en gang skyld friske om aftenen, så jeg gik i gang med en længere mail til Danmark og Marie gik i læsemode i sengen. Det var dumt gjort, for hun faldt alligevel hurtig i søvn.

Vi håber på en fredelig nat, så vi kan være friske til nye udfordringer i morgen. Jeg tørnede ind kl. 22. Efter at have pudset tænderne for første gang i 2 dage. Det var bare dejligt!